Min Ellert

S00027

Dette er den ældste indregistrerede Ellert (til det modsatte er bevist) og den har stadig den originale nummerplade.
#27 var mellem de 22 Ellerter, der blev solgt den første dag. Den blev købt til min fars firma og jeg overtog den i april '99. Da havde den gået 10,000 km.
Toppen var blevet skiftet ud i 1995 på grund af hærværk.
Ellerten blev leveret med et par overbrændte pærer, så første ændring blev at lave en DC/DC konverter og gå over til 12V.
S00027
 

Kort efter min overtagelse brændte motoren sammen - en kortslutning i en vinding. Jeg fik fat i en anden motor (også blå) og monterede den. Efterfølgende gled tandremmen ud til venstre side et par gange. Da det skete tredie gang og tandremmen var ved at arbejde sig gennem et af batterierne, tænkte jeg, at nu kunne det være nok.
Motoren blev pillet ud og en Lynch sat i. Det lyder så nemt, men det tog faktisk tid. Controlleren fandt jeg hos 4QD, hvor jeg købte en 48V/200A 4-kvadrant styring. Det viste sig at de 200A var for lidt. Gearingen var sat så Ellerten ved 36V skulle kunne køre 82km/t og det krævede lidt ekstra strøm, så controlleren blev modificeret med IRF1405 MOSFETs. Maksimal strøm er nu ca. 650A, men jeg begrænser ved 380A.
De nye transistorer har også en mindre on-modstand, så varmeafgivelsen bliver mindre. Jeg blev ved træffet i Randers beskyldt for alt muligt fra at bage pandekager til at være hovedansvarlig for den globale opvarmning.
På grund af den øgede tophastighed mente jeg at et nyt instrumentbræt ville være passende. Tachoen måtte laves om, da plastikhjulet med magneterne forsvandt og der er lavet en optisk tacho - en CD med 16 huller i kanten. Den anvendte CD er WindowsNT Service Pack 4 for at bevise, at den i det mindste kunne bruges til noget.
Da jeg alligevel skulle bruge en processor til det nye instrumentbræt, kunne jeg lige så godt bruge den til at styre opladeren og få denne lavet om til en rigtig switch mode.
Når Ellerten ikke står på bedding bliver den brugt til at transportere mig til og fra arbejde. Jeg bor i Hillerød og arbejder på Østerbro - 34km hver vej, heraf motorvej mellem Sorgenfri og Tuborgvej. Der er et par minutters tidsforskel på at tage bilen frem for Ellerten.
Visti Juncher


S00042

Jeg fik min første ellert i ´96 (#675), som jeg kørte i i ca. et års tid, indtil den gik i stykker. Så solgte jeg den igen, og i 1997 havde jeg ingen ellert.
Så i ´98 sad jeg en dag og kiggede i Den Blå Avis og så, at der var en Ellert til salg i Randers. Jeg ringede til ejeren og tog ud og kiggede på den samme aften. Han havde desværre lige afmeldt den, da han ikke regnede med at få den solgt. Det endte 'selvfølgelig' med at jeg købte den efter at have aftalt prisen på den nette sum af 1500,-. Det har nok været i ca. august ´98, jeg købte den af dens første ejer. Batterirammen bagi køretøjet var meget rusten, så jeg fik fat i en brugt, sandblæste den, fik den smurt ind i noget textyl (bruges også til undervognen på biler) og monteret den. Samtidig skiftede jeg også krængningsstabilisatoren, som fik samme tur som batterirammen. Derudover var der jo en del småting, som skulle ordnes. Herefter fik jeg sat liv i den, og fik kørt et par prøveture i den. Jeg kørte videre med de gamle, men originale røde Concorde batterier, der dog havde nogle år på bagen. Rækkevidden var på ca. 20 - 25 km/opladning.
Jeg fik den synet og indregistreret i Viborg, 16/9-1998, med en ny nummerplade.
S00042
 
Herefter kørte den faktisk ganske upåklageligt, og da jeg 4/1-1999 tog på Den økologiske Landbrugsskole for at gå på deres modul 2, kom den 'lille fyr' med mig til Store Vildmose, nord for Aabybro i Nordjylland. Det var et herligt sted at køre ellert, for der er meget fladt i det område, slet ikke som her i Midtjylland, hvor der er en del bakker. I mosen kunne jeg let køre 30 km. på en opladning, da det var så fladt. Der var så kun vinden og dæktrykket at tage hensyn til. Folk i Aabybro gloede helt vildt, når jeg kom 'listende' næsten lydløst gennem byens gader, det så ikke ud som om der havde været en ellert i byen før!!!
'Vi' var der i de 6 måneder, skoleopholdet varede, og skolen sponsorerede gerne noget strøm, da det jo desværre er meget sjældent, at der kommer en 'økologisk' bil forbi.
I maj 2001 var #42 også med til Ellertræffet i Randers, og den kan derfor ses på flere af de fremragende billeder, og da vi holdt i Randers centrum, stod den som nr. 8 fra City-el lastbilen. På dette tidspunkt var der lidt problemer med den variable modstand, men den kunne da køre det den skulle. På stumpemarkedet om søndagen, købte jeg en brugt Curtis motorstyring fra en ophugget City-el. Ca. 14 dage senere, begyndte jeg at montere den i stedet for modstanden. Det var nu ikke så let for sådan en landmand som mig, men det lykkedes da. Jeg lavede dog ikke venderelæer, men kører stadigt med den alm. retningsvælger. Det er nok det bedste med venderelæerne, da man sparer meget ledning, og den 'gamle' retningsvælger kan også blive lidt varm, hvis man accelerer meget hårdt flere gange.
Siden jeg købte den, har jeg købt og solgt mange ellerter. Jeg køber dem ofte, når de er gået i stykker, eller når folk ikke vil køre i dem længere. Jeg reparerer så mange jeg kan nå i min sparsomme fritid, med god hjælp fra Carsten Jensen, Alan Lyman og Poul Kæseler, for bare at nævne nogle få.
Lige p.t. (januar 2002) har jeg ca. 14 ellerter, mere eller mindre samlede. Deraf 6 indregistreret, og 3 bliver det forhåbentligt snart. Jeg har fået synet en ellert 8 gange, og solgt de 5 af dem. Derudover er der 3-4 stykker, som jeg tager reservedele fra, men jeg gør det KUN fra de ellerter, som ikke kan repareres. Jeg forsøger at reparere alle de, som har en bund, der er i orden. Jeg har eksempelvis en, som er ramt af en sneplov. Den ser ikke så pæn ud.
Derudover er jeg så småt og egentligt lidt ubevidst, begyndt at samle på de ældste ellerter. Jeg har købt #4 af Leif Hartvigsen, ligesom #21 og #26 også står tørt på paller og pakket godt ind i dyner og tæpper. Jeg har ikke tid til at istandsætte dem nu, men jeg forventer at få det engang.
Kort sagt, så køber og sælger jeg alt indenfor brugte ellerter, reservedele, mv. Det er det, jeg populært kalder for 'Min store hobby'.

Keld Sølvsten
Storhedevejen 1
8850 Bjerringbro
40 32 52 97





S00862

Så er S00862 på plader og er at se i gadebilledet her i Thisted.
Jeg har arbejdet med biler hele livet, siden 1987 som faglærer på Teknisk Skole i Thisted. første gang jeg kørte Ellert, det må ha været i 1987 eller 1988 ved forhandleren her i Thisted, så gik der mange år hvor jeg ikke tænkte meget på Ellert,
S00862
 
De sidste 4 – 5 år har jeg faktisk gået og ledt efter en Ellert, da jeg syntes det kunne være sjovt at have sådan en, så pludseligt kunne jeg købe ikke en, men hele to stk.
En til renovering og en til reservedele. Det må siges, at den ene Var meget pæn. Jeg har haft den total adskilt, og den ser ud som ny i dag. Min plan har hele tiden været, at den skulle Være som den dag, den forlod Randers - altså original og ingen ombygninger.

Den til reservedele har jeg stort ikke brugt. Det eneste, jeg brugte, var frontruden, så jeg har en ekstra med meget pæn Overdel og bund. Hvis jeg får tid, kunne jeg måske hitte på at skære overdelen ned til åben vogn, men vi får se. Det vil fremtiden vise.
Til diverse forsøg og klargøring til syn har jeg brugt 3 stk. alm. JERN & FIX batterier. De er altså ikke videre optimale.

Jeg vil tro at rækkevidde er ca. 15 Km, men har dog allerede lært, at hver gang jeg må bremse, har jeg jo brugt for meget speeder så her er jo allerede noget at spare. Jeg skal selvfølgelig i nærmeste fremtid have anskaffet 3 stk. egnede rørplade-batterier.
Der er et lille problem lige for tiden. Lampe for overophedning af motor tænder for tidligt. Når den tænder er motoren kun ganske lidt håndvarm, men det er et af de små problemer, som jeg nok skal få løst.
Ellers har der ikke været de store problemer med at få Ellerten ud at køre, Endnu.
Og så vil jeg bare sige til alle dem, der ikke har en Ellert: I går altså glip af meget, der er intet så sjovt som at Køre ELLERT.


Niels S. Nielsen
Enebærvænget 11
7700 Thisted
9792 0810





... og her er plads til flere bidrag. Send en kort beskrivelse og gerne et billede til webmaster.